BAG SOUND21
BAG

Jeg hedder Jan Lippert og er musikproducent og kulturentreprenør. Jeg har stiftet Sound21, fordi musik er ligesom ilt – man kan ikke leve uden, vel? Med musik som omdrejningspunkt og medskaber kigger Sound21 på muligheder for værdiskabelse både inden for og på tværs af kulturscene, uddannelse, byudvikling og erhvervsliv.
I de sidste 16 år har jeg specialiseret mig i udvikling, drift og facilitering af musikfokuserede festivaler, strategiske alliancer og læringsforløb. Musik har i det hele taget altid beskæftiget mig på alle ledder og kanter. Jeg har mangeårig baggrund både som musiklærer og musiker med 6 albumudgivelser i egen navn– se diskografi HER. Jeg har i årenes løb tillige erhvervet mig magistergrad i musik- og medievidenskab samt blevet PRINCE2-certificeret i projektstyring.
På billedet til højre står jeg i gården lige ved mit kontor i Sturlasgade på Islands Brygge KBH – kig forbi til en kop mokka :-)!
Inden for de seneste 15 års virke har jeg stået bag den prisvindende musikfestival Wundergrund fra 2006 – 2013 under genreorganisationen SNYK som udvikler, marketingansvarlig og projektleder. Jeg har også været musikbooker og eventudvikler for PH-cafeen i årene 2002-2006 samt været musikkonsulent for Dansk Arkitektur Center fra 2009 -2011.
Jeg har siden 2011 arbejdet som konsulent og facilitator for komponistforeningerne AUTOR (tidl. DJBFA) og DKF som udvikler af workshops og netværk med fokus på kreativ proces og ny musik.
Derudover har jeg under projektnavnet Stjerneby løbende fokus på musik/science-forløb i folkeskolen – se mere HER. Senest har jeg siden 2016 stået bag en festival i Sydhavnen kaldet SV-festival, og har i forbindelse med denne bl.a. produceret en konference om musik som byudvikling. Aktuelt er jeg sprunget ud som læringsproducent i forbindelse med et samarbejde med Alinea Forlag omkring et flerfagligt digitalt undervisningsforløb om H. C. Ørsteds virke. Og til nov. 2022 er der ny festival på vej for lyd & viden i KBH: Ørestad Sound & Science.